MODERNE BØRNEOPDRAGELSE Nyblevne forældre har sjældent tid til at gøre sig klart, hvilke værdier de ønsker og har brug for i deres fremtidige familieliv
I LIV&SJÆL-sektionen i Kristeligt Dagblad den 21. september opfordres forældre til at tage deres børn tilbage fra ekspertvældet: ”Medierne er blevet den helt centrale opdragelseskraft, men dit barn er dit ansvar.”
De gamle værdier og den grundlæggende viden om, hvordan man opfører sig, er forsvundet. Hvis ikke forældre tager sig tid til at gøre disse værdier klart for sig selv, bliver familielivet værdiløst, og forældrene svigter deres rolle og ansvar for at opdrage deres børn til ”at kunne indgå i sociale relationer uden konflikter, råben, skrigen og krav om at få opfyldt egne ønsker konstant og øjeblikkeligt”.
Jamen, er ekspertvældet og medierne da uden opdragelsesansvar eller moralsk pligt og ansvar for at acceptere, respektere og værne om familielivets grundlæggende værdier?
Det er ganske vist, at i det øjeblik, en mor føder et barn, så ved hun, at hun alene har ansvaret for, at hendes barn overlever, trives og udvikler sig til en god samfundsborger. Alt andet er utænkeligt. Allerdybest inde vil enhver mor være bekymret for, om hun klare et sådant ansvar for et andet menneskes liv.
Hvis det skal lykkes, har enhver ny mor sammen med barnets far brug for at tro på sig selv som værdifulde mennesker, der magter at blive og være gode forældre. De har samtidig brug for al mulig støtte, omsorg og indføling både fra de mennesker, de holder af og har et nært forhold til, og fra det danske samfund, som repræsenterer alle os andre – herunder også indsatsen fra medierne og det danske sundhedsvæsen.
DET DANSKE samfunds indsats har imidlertid udviklet sig til at være en mangfoldig størrelse, der er vanskelig både at gennemskue og overskue. Derfor kan det være hensigtsmæssigt at stoppe op og overveje, om denne indsats med tiden har ændret karakter ved at stille krav og forventninger til nutidens forældre i stedet for at støtte og styrke dem.
De fleste, der har prøvet at blive mor eller far, vil nikke genkendende til, at det er en livsomvæltende begivenhed at blive forældre. En ny livsfase eller en overgang til et ganske andet – for nogen endda uventet – familieliv.
Meget af det, der havde stor værdi og betydning i nyblevne forældres liv, skubbes i løbet af den første tid med det nyfødte barn gradvist i baggrunden. I en sådan situation er det nødvendigt for forældrene at stoppe op og give sig tid til både at tage afsked med livet uden børn og dertil hørende værdier, men også at give sig tid til at mærke efter og blive bevidst om, hvad der fremover har værdi i deres nye families liv.
Denne betydningsfulde del af omstillingsprocessen til at blive forældre foregår i forældrenes mentale indre, samtidig med, at de – i deres ydre liv – har travlt med at lære at imødekomme de mange nye opgaver og krav, som det nyfødte barn stiller dem over for. Nyblevne forældre har ganske enkelt ikke tid til at gøre sig klart, hvilke værdier de ønsker og har brug for i deres fremtidige familieliv.
DERFOR VIL forældre i en periode være i om tvivl om deres grundlæggende værdier. Netop det gør dem sårbare og forsvarsløse over for de mange eksperter, som er: egne forældre og svigerforældre, familie, venner, jordemødre, sundhedsplejersker, læger, pædagoger, psykologer, medier og så videre. Alle står klar med hver deres gode råd og ekspertviden om, hvad der er værdifuldt og nødvendigt for netop disse forældre og deres barn.
Alle forældre vil det absolut bedste for deres børn. Derfor er det logisk forståeligt, at nutidens forældre søger vejledning hos eksperter. På den ene side er det jo her, de henter en meget nødvendige viden om opfostring og opdragelse af børn. På den anden side kan forældrene i deres sårbare tilstand have vanskeligt ved at gennemskue eksperternes viden og derfor let tillægge den for stor eller misforstået betydning.
I 2007 er det måske naivt – men ønskeligt – at forestille sig, at moderne børneopdragelse kunne foregå i et samarbejde imellem forældre og eksperter. Et samarbejde grundlagt på et solidt fundament af gensidig accept og respekt for den unikke og i en eller anden grad uundværlige indsats, som begge parter yder, sammen med en alment gældende moralsk pligt og ansvar for at værne om familielivets grundlæggende værdier.
Debatindlæg af Astrid Barkler bragt i Kristeligt Dagblad 22/10 2007