Hvis generationer skal få glæde af livet i familien, er det vigtigt, at forældre, voksne børn, svigerforældre og svigerbørn tager sig tid til:
– At lære hinanden at kende og opbygge et trygt og gensidigt tillidsforhold.
– At sætte sig ind i og forstå hvad der sker i netop deres familie, når børnene bliver voksne og stifter deres egen familie.
– At omgås hinanden med respekt og omtanke som ligeværdige voksne mennesker.
Tilbagevendende debatindlæg og læserbreve i medierne vidner om at både forældre/svigerforældre og voksne børn/svigerbørn tilsidesætter alment gældende regler om høflig omgangstone og respekt for hinanden som mennesker, når familien samles om en begivenhed – ikke mindst i forbindelse med julen.
Generelt er det svigermor/svigerdatterforholdet, der får mest omtale i medierne.
Den skønne svigermor omtales som en kvinde, der aldrig blander sig, som altid er parat med en hjælpende hånd, som børnene forguder, som øser af sin viden og erfaring – vel at mærke kun, når og hvis hendes svigerdatter beder om det. Altså et kvindeideal fra generationen af underdanige flinkeskolepiger.
I modsætning hertil omtales den dominerende svigermor som en kvinde, der blander sig i forældrenes opdragelse af hendes børnebørn, der bestemmer i hendes voksne børn og svigerbørns hjem, der ikke vil give slip på sin søn. Kort sagt en kvindemenneske, der er roden til alt ondt.
Her må jeg minde om, at unge familiers svigermødre i 2008 er selvstændige og superaktive kvinder, der befinder sig midt i deres eget travle liv, midt i deres egen arbejdsmæssige karriere. De fleste har egne forældre og svigerforældre, som kan have behov for deres hjælp og omsorg. Alligevel har disse kvinder altid overskud til at give deres egne børn, svigerbørn og børnebørn førsteprioritet i den daglige – kortsigtede som langsigtede – planlægning.
Det kan undre hvad, der får sådanne kvinder til at fremtræde og agere som den henholdsvis skønne og dominerende svigermor? Kan det være:
– Angsten for ikke at slå til?
– Angsten for ikke at være en god nok mor for sin søn, en god nok svigermor for sin søns kone, en god nok farmor for sin søn og svigerdatters børn?
– Angsten for at blive forment adgang til sine børnebørn? – for slet ikke at tale om
– Angsten for at blive dybt såret eller beskyldt for ikke at elske sine egne børn, svigerbørn eller børnebørn højt nok, hvis hun vover at sige nej?
Spørgsmål som mange både farmødre og mormødre kan nikke genkendende til. Nogle af svarene kan findes ved at se på det særegne ved relationerne imellem henholdsvis forældre/voksne børn og svigerforældre/svigerbørn.
Det særegne ved relationerne imellem forældre og voksne børn er, at parterne har levet sammen og kendt hinanden, lige siden børnene blev født. De har et nært forhold, hvor der ingen grænser er, for hvad man kan sige og drøfte med hinanden. Men det er også et forhold, hvor alle præcis ved, hvordan de kan både glæde og såre hinanden.
Hver gang der fødes et barn, fødes der også en mor (og en far). Vi ved, at moderen i månederne før og efter fødslen udvikler en ny og særlig psykisk grundindstilling: moderskabsindstillingen. Det er en indstilling, der varer resten af livet. Den er stærkest lige efter fødslen, men kan i særlige situationer og når som helst kaldes frem i resten af en mors liv. Alt sammen er noget, der foregår i en mors (og sandsynligvis fars) indre, imens de begge i det ydre har ansvar for og travlt med at give deres børn kærlighed, nærvær, omsorg og opdragelse. Herunder opdragelse til at omgås og fungere sammen med deres egne forældre. Derved lærer de nemlig den væsentlige disciplin: at omgås og fungere sammen med andre mennesker. På den måde vil forældrene altid udgøre en eller anden form for autoritet, som børnene lever med, også når de bliver voksne, finder en partner og selv får børn.
En autoritet, der betyder, at det må være forældrenes pligt at tage initiativ, fortælle og med handlinger vise deres voksne børn:
– At de stadig elsker deres voksne børn højest af alt på jorden, og derfor også vil blive ved med at bekymre sig for dem, så længe de lever.
– At de accepterer og respekterer deres voksne børn som selvstændige og ligeværdige voksne mennesker, der kan træffe beslutninger vedrørende deres eget liv og selv tage konsekvenserne af egne beslutninger.
– At de accepterer og respekterer det liv, deres voksne børn vælger at leve – selv om det liv viser sig at blive væsentligt anderledes end det liv, de levede sammen med deres forældre.
– At de værdsætter deres voksne børns kærester som naturlig del af familien.
– At de accepterer og respekterer deres voksne børn som gode og kompetente forældre for deres børnebørn.
I modsætning til ovennævnte relationer imellem forældre og voksne børn er:
Det særegne ved relationerne imellem svigerforældre og svigerbørn, at parterne møder hinanden som voksne mennesker. Altså et voksen til voksen bekendtskab, der kan blive et nært venskab, men nødvendigvis ikke behøver at blive det. Men parterne må under alle omstændigheder lære hinanden grundigt at kende for at opbygge et trygt og gensidigt tillidsforhold.
Uanset hvor nært forholdet bliver til svigerbørnene, så har svigermødre (og svigerfædre) ikke udviklet, og de kan ikke udvikle den tidligere omtalte moderskabsindstilling overfor deres svigerbørn. De kan når som helst fremkalde moderskabsindstillingen i forhold til deres egne voksne børn – men aldrig i forhold til deres svigerbørn.
Det kan derimod svigerbørnenes egne forældre. Altså en væsentlig og særegen følelsesmæssig forskel, som blandt andet kan betyde, at forholdet til henholdsvis farmor og mormor kan blive forskelligt.
Det særegne er også, at svigerforældre og svigerbørn mødes, fordi de – på hver sin måde og derfor uden at være konkurrenter – elsker den samme person. Når svigerbarnet bliver mor eller far til svigerforældrenes børnebørn, bliver de i familie med hinanden resten af livet.
Da svigerforældre – med deres alder og livserfaring – uvægerligt vil udgøre en vis form for autoritet overfor deres svigerbørn, er det klart svigerforældrenes pligt at tage initiativ, fortælle og med handling vise deres svigerbørn:
– Hvad der er værdifuldt for dem, hvad de elsker/hader, hvor deres personlige grænser går og på en naturlig måde invitere svigerbørnene til at gøre det samme.
– At de accepterer og respekterer svigerbørnene som selvstændige og ligeværdige voksne mennesker, der kan træffe beslutninger vedrørende deres eget liv og selv tage konsekvenserne af egne beslutninger.
– At det er deres svigerbørn, der nu har rollen som nærmeste pårørende til deres sønner eller døtre.
– At de accepterer og respekterer deres svigerbørn som gode og kompetente forældre for deres børnebørn.
På den ene side kan det være hårdt arbejde at have voksne børn, svigerbørn, børnebørn, men indsatsen belønnes med ubeskrivelig megen glæde af hinanden.
På den anden side vil det i de fleste familier – som i enhver situation hvor mennesker mødes – være utopi at tro, at gensidige irritationer og uoverensstemmelser kan undgås. Hvis og når de forekommer, er det vigtigt, at der er skabt et tillidsforhold, hvor det er legalt at tale om uoverensstemmelser og få dem ud af verden på en acceptabel og respektfuld måde
–som oftest med et styrket familieskab til følge.
Astrid Barkler
Sygeplejerske, foredragsholder, professionel rådgiver af spædbørnsforældre og bedsteforældre.