»AT FÅ BØRN er ikke en menneskeret«, skriver Lone Nørgaard i Jyllands-Posten 7/10.
Et højaktuelt og følelsesladet emne, der eksistentielt vedrører slægtens videreførelse, og derfor vedkommer hele den danske befolkning.
Emnets aktualitet har de senere år været stigende.
På den ene side afstedkommer teknologiens fremskridt, at kvinder og mænd – sammen eller hver for sig – selv kan bestemme, om og hvornår de vil have børn, som alle er ønskebarn.
På den anden side stiger antallet af synlige taberbørn, som dels påføres et elendigt liv og dels er dyre rent samfundsøkonomisk.
Fortjener en diskussion
Derfor forudser forfatteren, at der på et tidspunkt kan blive behov for en samfundsmæssig regulering på dette så vigtige område for os alle.
Jeg er enig med forfatteren i, at et område, der har så stor betydning for hele befolkningen, først og fremmest fortjener en tilbundsgående, menneskelig, saglig og fordomsfri diskussion.
? For det første bør en sådan diskussion – blandt meget andet – også omhandle den kendsgerning, at forældrene påfører sig selv et elendigt liv, hvis det viser sig, at deres ønskebarn bliver et taberbarn.
Alle kommende forældre forventer, at de bliver gode forældre, der mestrer at give deres ønskebarn nærvær, kærlighed, omsorg og opdragelse til at være en god og velfungerende samfundsborger.
Alt andet er utænkeligt og smertefuldt.
? For det andet, ville det være ønskeligt, at diskussionen ikke blot omhandler forældres eksistentielle og dybtliggende behov for at sætte egne børn i verden, men også omhandler ethvert barns behov for og ret til for at have en mor og en far – biologiske som ikke-biologiske.
Grundlæggende vil det sige en person, der – fra fødselsøjeblikket – påtager sig forældrefunktionen med at være opmærksom på barnets signaler, at opleve barnet som et stykke uspoleret natur, en person, et unikt og særegent menneske, der har behov for at få nærvær, kærlighed, omsorg og at blive beskyttet og forsørget igennem hele opvæksten.
Det er en sådan opgave og et sådant ansvar for et andet menneske, som forældre påtager sig, når de beslutter at imødekomme deres eget dybtliggende behov for at sætte et ønskebarn i verden.
Stadig lavstatus
Uanset hvor meget de forbereder sig, så kan hverken kommende forældre eller andre personer i den danske befolkning forudse, hvad en sådan opgave og et sådant ansvar kan føre til i løbet af et barns opvækst.
Ikke desto mindre så må det for ethvert barn være en menneskeret at få forældre, der påtager sig denne forældrefunktion.
? For det tredje bør diskussionen omhandle den kendsgerning, at de daglige opgaver med at opfostre og opdrage børn stadigvæk har lavstatus i den danske befolkning – vel at mærke sammen med andre nødvendige gøremål i hjemmet så som rengøring, indkøb, madlavning.
Det anses for kedeligt venstrehåndsarbejde uden udfordringer.
Dertil kommer, at undersøgelser viser, at det netop er de daglige gøremål i hjemmet, der udløser konflikter i familien.
Jamen, det daglige liv i familien, herunder de hjemlige gøremål, er stadigvæk et livsnødvendigt og værdifuldt grundlag for enhver familiens velvære, trivsel, udvikling og kvalitetstid. Et dagligt liv i en stor eller lille familie, som bør være en menneskeret for børn i alle aldre.
Samtidig med det har forældrene ikke alene behov for, at deres indsats respekteres og værdsættes, de fortjener det.
Debatindlæg af Astrid Barkler bragt i Jyllands-Posten 21/10 2007