Mænd og kvinder skal respekteres og værdsættes for alt det gode, som de to køn hver især rummer, skriver sygeplejerske Astrid Barkler
Lørdag den 29. maj bragte Kristeligt Dagblad en interessant artikel: “Kvinders efterslæb skyldes kald og køn”. En artikel, der handler om, at forklaringen på kvinders lønefterslæb på arbejdsmarkedet inden for pædagogik og omsorgsarbejde kan findes i kulturen. Er det nu så enkelt? Mon ikke den sag er under indflydelse af en række forhold, oven i købet så indviklede forhold, at de vanskeligt lader sig kortlægge?
Til historien hører blandt andet, at kvindearbejde på området pædagogik og omsorg såvel langt tilbage i tiden som i det 21. århundrede bliver anset for lavstatusarbejde. For eksempel viser undersøgelser af forældres oplevelser af livet på barselsorlov, at der er to sider ved den sag.
På den ene side betragtes det som et værdifuldt privilegium at kunne være sammen med sit barn i dets første leveår, både i forhold til det tidlige forældre- barn-forhold og i forhold til mulighederne for at give barnet en afslappet og rolig start på livet sammen med mor eller far.
På den anden side lægger hverken mødre eller fædre skjul på, at det daglige omsorgsrelaterede arbejde med rengøring, vask, madlavning, indkøb og børnepasning er både kedeligt, rutinepræget, ensformigt og uden mulighed for faglig udvikling.
Forældre på barselsorlov savner voksenkontakt. De føler sig “hægtet af” og isoleret fra arbejdsmarkedet. Bemærkelsesværdigt er, at der i 2010 – trods lovbestemte muligheder – stadigvæk er langt flere kvinder end mænd, der benytter sig af muligheden for at holde barselsorlov, også selvom det er blevet in at være deltagende far. Har børnepasning og omsorgsrelaterede arbejdsopgaver også lavstatus internt i familielivet?
Jeg er helt enig med den citerede forsker, Susanne Malchau Dietz, i, at vi har at gøre med en kulturbestemt overlevering fra dengang, omsorgsarbejde var et kald, hvor et arbejde i næstekærlighedens navn blev anset som løn i sig selv. I 2010 oplever jeg, at omsorgsarbejde kun i begrænset omfang er løn nok i sig selv for nutidens moderne forældre.
Grundlæggende begynder al pædagogik og omsorgsarbejde ved et nyt livs begyndelse, hvor de omsorgsydende personer er barnets forældre. Begge forældre har indflydelse på, hvilken status omsorgsarbejdet får i deres familie. Her har forældrenes fordeling og prioritering af omsorgsrelaterede arbejdsopgaver afgørende betydning for mors og fars muligheder på arbejdsmarkedet, for graden af ligestilling i deres familie og ikke mindst for, hvilken status de tillægger omsorgarbejde.
Set på den måde er jeg enig med Susanne Malchau Dietz i, at vi i 2010 nok ikke har rykket os så meget. Derimod er jeg ikke enig i, at der ikke er nogen, der siger det højt mere. Hver eneste dag lokkes kvinder – af ægtefæller i hjemmet, af mandlige som kvindelige ledere på arbejdspladsen – til omsorgsarbej-de med et: “Det er du så god til” eller “Det er du meget bedre til end mig”. Underforstået at kvinder har en medfødt evne til omsorgs-arbejde eller som nævnt i artiklen: et medfødt omsorgsgen.
Er en sådan adfærd udtryk for pågældende ægtefælles eller leders personlige erkendelse af ikke at evne omsorgsarbejde – altså at de er født uden omsorgsgen? Eller er det et tegn på, at omsorgsarbejde har lavstatus – altså uden for deres personlige interessefelt og værdighed?
Artiklen kunne opfattes som en påmindelse til kvinderne om at acceptere en gammelkendt, naturlig og nu forskningsbaseret forklaring på, at deres arbejdskraft er og bliver mindre værd end mændenes – og dog. Artiklen vidner også om en vidt forskellig kulturforståelse af mænd og kvinder. Tak og lov for det. Må mænd og kvinder fortsat bevare sig selv i hver sin kultur – i en verden, hvor begge kulturer bliver accepteret, respekteret, værdsat og lønnet for alt det gode, som mænd og kvinder hver især rummer.