”Hvordan udvikler man et nyt og bedre familieliv efter skilsmissen med dertil hørende ændringer og rolleskift for alle i familien?”
En skilsmisse giver kun mening, hvis den udspringer af et dybtfølt ønske om, at noget ændres til det bedre. Velvidende at vejen til det bedre ofte er længere og vanskeligere, end man umiddelbart tror. En vej, jeg vil betegne, som en livsomvæltende begivenhed, der opleves helt unikt for hvert enkelt familiemedlem.
Derfor findes der heller ingen opskrift – eller entydige svar på ovennævnte spørgsmål.
Derimod kan man finde forklaring og forståelse ved at se på, hvad der udviklingsmæssigt sker med mennesker i en sådan situation.
Det er velkendt, at mennesket udvikler sig igennem kriser. Her tænker jeg på Erik Erikssons udviklingsteori og Johan Cullberg`s ”Krise og udvikling”, som beskriver, at voksne mennesker udvikler sig igennem normale eksistentielle udviklingskriser, som opstår i forbindelse med produktion – af børn, nye produkter, nye ideer, nye familiekonstellationer o. s. v.
Et skilsmisseforløb kunne således betragtes som en normal udviklingskrise.
Moderne psykologer som Charlotte Mosbæk, Dion Sommer, Daniel Stern vil nok i stedet for betragte et skilsmisseforløb som en overgang eller transition, der defineres som:
En central overgang til noget andet i et menneskes livsforløb.
En normal udviklings – og omstillingsproces – udløst af en skelsættende begivenhed i et menneskes livsforløb, hvor mennesket må tage afsked med og bevæge sig væk fra et kendt og stabilt stadie til et andet og nyt stadie. Det nye stadie kan indebære ændringer i identitet, rolle, muligheder, adfærdsmønstre og relationer til andre mennesker.
Set på den måde betyder en skilsmisse, at alle familiemedlemmer må tage afsked med et kendt og stabilt liv i den nære familie. Afsked vil naturligt være forbundet med savn, måske sorg, som man må give sig selv både tid og lov til at gennemleve.
Det betyder også, at alle familiemedlemmer må bevæge sig hen imod det andet, det nye, det ukendte, det bedre familieliv, de nye roller, som følger efter skilsmissen. En ny og ukendt fremtid vil for de fleste mennesker naturligt være forbundet med usikkerhed, måske angst. Ja, man kan blive så meget i tvivl om selv grundlæggende antagelser, værdier, livsførelse, selvopfattelse: Hvad er rigtig eller forkert? Hvordan kan og bør jeg forvalte min nye rolle? Hvordan bliver vilkårene og mulighederne for at se mine børnebørn? o. s. v.
Her vil jeg minde om, at menneskers evne til at klare sådanne situationer afhænger af deres bagage, af situationen, af deres fysiske, psykiske, sociale velbefindende og frem for alt af om de får anerkendelse fra de nære omgivelser. Netop anerkendelsen kan være så vanskelig at finde frem, hvis man ikke forstår, hvorfor ens børn og svigerbørn vælger at blive skilt. Her kan jeg med sidstnævnte psykologer tilføje at:
Udviklings – og omstillingsprocessen begynder, når ændringerne bevirker, at det pågældende menneske oplever, at virkeligheden ikke stemmer overens med dets egen opfattelse og forventninger.
Det betyder, at skilsmisseparrets udviklings – og omstillingsproces begynder, når deres ægteskabelige livsforløb ikke længere stemmer overens med deres egne opfattelser og forventninger til, hvordan livet i deres unikke ægteskab skulle udvikle sig. Sandsynligvis længe før den skelsættende begivenhed, som kan være, at den ene finder en ny partner.
For parrets forældre og svigerforældre starter udviklings – og omstillingsprocessen oftest samtidig med den skelsættende begivenhed, som derfor fejlagtig kan blive opfattet som selve årsagen til skilsmissen. Forældre og svigerforældre er ofte skånet for at kende deres børn og svigerbørns private liv før skilsmissen. Hvilket jeg personlig er vældig taknemmelig for, omend omstillings – og udviklingsprocessen føles lang, til tider ubegribelig og dog udholdelig, netop fordi det bedre familieliv viser sig, hvis man giver sig selv lov til at opleve det bedre.